VRK: Tur til Sæby i Nordjylland

18. - 21. august 2016

Kunne du tænke dig at tilbringe 3 dage i det nordjyske blandt VRK rullevenner?

Efter to tidligere ture til Samsø og et års pause arrangeres igen i år 3 dage med udsøgte rulleture og råhygge i den danske natur. Turen finder sted fra torsdag den 18. august til søndag den 21. august med overnatning på en 3 stjernet campingplads I Sæby: Hedebo Strand Camping - tæt på Sæby, Skagen og Frederikshavn. Der er reserveret 3 hytter nr. H20, H21 samt H22. Som det fremgår af hjemmesiden er hytterne indrettet med en dobbeltseng, et stort forrum med sovemulighed samt en stor hems. Pris pr. hytte er 700 kr. pr. nat, og der kan højst sove 4 personer i en hytte. Hvis du ønsker at overnatte i eget telt koster det 90 kr. pr. dag.

Vi fylder nogle biler op og kører over Mols-Linien. Forventet afgang fra København tidlig torsdag formiddag og retur i København først på aftenen søndag. Nærmere herom senere.

Færgebilletten fra Sjællands Odde til Århus og retur koster ca. 1.000 kr. for en bil med 4 personer, og brændstof til en bil koster ca. det samme inkl. diverse ture i det nordjyske. Transport for 4 personer udgør således ca. 2.000 kr., dvs. ca. 500 kr. pr. person.  

Under turen laver vi mad sammen, og den samlede udgift til turen forventes at udgøre ca. 1.500 kr. pr. person, hvis du bor i hytte med 3 andre personer, og ca. 1.250 kr. i eget telt. Dertil skal evt. lægges spisning på restaurant fredag eller lørdag aften.

VRK giver et tilskud pr. VRK medlem på kr. 200 som modregnes ved tilmelding!

Seneste frist for tilmelding og indbetaling af deltagergebyr er onsdag den 27. juli. Bemærk at deltagergebyr er et estimat, det kan afvige til enten den lidt billigere eller lidt dyrere i sidste ende, når der laves en slutafregning efter turen.

Af hensyn til fællesspisning etc. vil der max være plads til 20 personer på denne VRK tur. Tilmeld dig derfor snarest, hvis du har tid og lyst til at deltage i dette arrangement, hvor nogle af os en af dagene påtænker en tur til Skagen og retur på rulleskøjter.

Spørgsmål til turen kan rettes til Erik Baunegård på erik@vrk.dk.

Arrangørens kontaktinfo

Vesterbro Rulleskøjte Klub


Mødested/startsted

København
1000 København K
Danmark Vis på kort Navigér hertil


Nærmere præcisering: Nærmere adresse aftales blandt de tilmeldte.