Thors Gædingafimi træningsstævne

Sunday 19 February 2023

26 registered

Thor inviterer til Gædingafimi træningsstævne i Thors ridehus d. 19. februar.

Gædingafimi er en ny konkurrenceform der har til formål at belønne den veltrænede ridehest. Konkurrenceformen fletter en blanding af gangarter og dressurøvelser sammen i ét individuelt program, der rides til valgfri musik. Der gives særskilte karakter for øvelserne, rytterens opstilling og indvirkning samt flow og harmoni. Konkurrencen kan rides på 3 niveauer.

Følgende niveauer udbydes:
Let, Middel og Svær.

Generelt om klasserne:
Rytteren sammensætter selv øvelser og rækkefølgen af disse til sit program til musik. Dog skal programmet indeholde nogle obligatoriske øvelser og et antal sideversøvelser, retningsøvelser og gangarter. Klassens sværhedsgrad afgør hvilke obligatoriske øvelser der skal vises og antallet af sideversøvelser, retningsøvelser og gangarter. En klasses obligatoriske øvelser skal indgå i programmet.

Sammensæt programmet så det passer til dig og din hest - hellere lykkes med et lavere niveau end sætte barren for højt. Dommerne er placeret på hovslaget udfor B. Det anbefales at øvelserne vises, så dommerne ser dem bedst muligt. Indgang er placeret i hjørnet imellem C og M.

Regler, som gælder for alle 3 trin:

For alle klasser gælder, at programmet starter og slutter med tydelig hilsen til dommerne stående eller i bevægelse. Programmet kan starte hvor som helst på banen. Rytteren har 4½ minut til at udføre sit program. Tid og musik starter når rytteren hilser eller senest 30 sek. efter at rytteren er blevet varslet om 30 sekunder tilbage af tilvænning til banen. Der gives besked, når der er 1 minut tilbage af tiden. Øvelser der ligger ud over de 4½ minut, vil ikke tælle med i bedømmelsen. Udridning foregår i roligt tempo af hurtigste rute efter endt program.

Vægtning:

  • Øvelser vægter 40% - de enkelte øvelser har forskellig vægtning
  • Gangarter og form under rytter 40%
  • Flow, udførelse og ridning 20%
  • Tølt tæller 1/3 af pointene for gangarter
  • De resterende gangarter + form under rytter tæller 2/9

Øvelser:

  • Minimum 3 øvelser - der må gernes rides flere øvelser
  • Alle sidebevægelser og øvelser på volte skal vises på begge volter.
  • Sidebevægelser vises min. 10m
  • Samme øvelse kan godt tælle som flere øvelser, så frem den vises i forskellige gangarter, dog vil det have en indflydelse på bedømmelsen af sværhedsgraden, hvis man stort set kun viser samme øvelse.
  • Evt valgfri øvelse er inkl i de 3 øvelser (ex: neje, spanske skridt etc.) – skal godkendes af overdommeren.
  • De 2 bedst bedømte øvelser tæller + den obligatoriske

Gangarter:

  • Minimum 3 gangarter - tølt er obligatorisk.
  • Der må gerne rides flere gangarter og gerne flere tempi I hver gangart
  • Viser man IKKE pas, Skal man vise to typer tölt (samlet, middeltempo, fri, for løs tøjle eller temposkift)
  • Viser man pas, behøver man kun vise én type tölt
  • Pas skal vises ¾ langside for at udløse point
  • Skridt vises min. 30 meter.
  • Gangarter vises minimum én langside, diagonal, midtlinje eller kvartlinje.
  • Gangartens kvalitet i øvelserne tæller med i den samlede vurdering af gangarten

Desuden bedømmes rytterens opstilling og indvirkning, samt flow og harmoni.

De 3 niveauer:

Hesten skal være:  Niveau 1: Rolig, løsgjort, søge frem og ned, arbejde taktfast og rytmisk og være bøjelig til begge sider. Derudover skal den også på Niveau 2: kunne ligeudrettes (spore ens) og være eftergivende. Og endelig på Niveau 3: skal hesten også være kraftfuld og kunne samles og bære sig – også i flere tempi.

Særlige regler, som gælder for de forskellige niveauer:

Niveau 1 (let):

  • Minimum én sidebevægelse.
  • Versade er obligatorisk
  • Vises versade i skridt ganges det med en faktor på 1,0
  • Vises versade i tölt, trav eller galop ganges øvelsen med en faktor på 1,1

Niveau 2 (middel):

  • Minimum 2 sidebevægelser. Den ene SKAL være versade i tölt, trav eller galop
  • Alle øvelser vises uden støtte af barrieren, skal være minimum 2 m fra barrieren.
  • Følgende øvelser må udføres ved barrieren: Pas, Temposkift i tölt og Tölt for løse tøjler (T2)

Niveau 3 (svær):

  • Minimum 3 øvelser, heraf min. 2 sidebevægelser. Denne ene SKAL rides i tölt
  • Eneste sidebevægelse som må rides i skridt er bagpartsvending.
  • Øvelserne vises uden støtte ved barrieren.
  • Følgende øvelser må udføres ved barrieren: Pas, Temposkift i tölt og Tölt for løse tøjler (T2)

Der må gerne vises flere øvelser ud over det obligatoriske antal for en klasse. Viser man færre øvelser end det obligatoriske antal, gives der 0 for hver af de manglende øvelser. Viser man flere, gives der point for de bedste øvelser svarende til det antal øvelser man som minimum skal vise for en klasse. De obligatoriske øvelser skal selvfølgelig vises. Fremviste øvelser der ikke er krydset af, tæller ikke med i bedømmelsen.

Tilmeldte ryttere vil få tilsendt en øvelsesliste hvor de øvelser man ønsker at vise skal krydses af. Alle ryttere skal senest d. 5. februar 2022 kl. 23.59 returnere øvelseslisten med de valgte øvelser og musikønske (skal kunne findes på spotify). Hvis øvelseslisten ikke returneres, anses tilmeldingen for ugyldig.

Der er roset til de tre bedst placerede på hvert niveau.

Facebook-gruppe: Der vil blive oprettet en lukket FB-gruppe for deltager, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål om reglerne til dommerne inden træningsstævnets afholdelse. Gruppen vil blive startet op ved åbning af tilmelding.

Dommer-team:
Anne Sofie Nielsen
Anna Ulbæk

Bane: Banen måler 40*20 m. Dommerne vil være placeret på hovslaget udfor B. Indgang til ridehuset er i hjørnet imellem C og M. Der vil være opvarmning på område udenfor (ikke etableret ridebane).

Musik: Rytterne må selv vælge musik til deres program. Musikken skal kunne findes på spotify og musikønsker fremsendes på mail kjandersen@hotmail.com senest d. 5. februar 2023 kl. 23.59. Hvis et musik stykke f.eks. kun varer 3 minutter bliver det spillet forfra.

Praktisk: Stævnet starter kl. 9.00, der er ryttermøde kl. 8.30, indcheck fra kl. 8.30. HUSK at din hest skal blive i traileren indtil den er godkendt i indcheck. Alle ryttere skal være checket ind og meldt til start senest en time før klasse-start. Indcheckning foregår for enden af ridehuset længst væk fra cafeteriet. Vær i god tid, så vi undgår unødvendig ventetid. Vi forventer at sidste klasse er færdig omkring kl. 15.30.

Heste skal have minimum 2 basisvaccinationer.

Tidsprogram: Tidsplan kommer ca. en uge før træningsstævnet, og startlister senest en time før klasse-start.

Tilmedling: Tilmeldingen åbner 21. december kl. 8.00 for Thors medlemmer. For øvrige deltager åbner tilmeldingen d. 27. december kl. 8.00.

Der er et maksimalt deltagerantal på 30 ekvipager. Ved færre end 20 tilmeldte, aflyses arrangementet. Venteliste oprettes hvis der er behov. Bliver der ikke plads til ventelisteryttere, tilbagebetales deltagerbetalingen ubeskåret (fratrukket SPORTI-gebyr). Derudover refunderes startgebyr kun ved fremvisning af læge- eller dyrlæge-erklæring, dog modregnes 100,00 kr. i gebyr.

Sidste frist for tilmelding søndag d. 5. februar kl. 23.59. Hest eller rytter (ikke begge dele) og klasse kan ændres indtil d. 5. februar, det koster kr. 100,- pr. ændring.

Pris: Deltagerbetaling er 375 kr. inkl. fold + betalingsomkostninger til SPORTI. Rabat på kr. 75 kr. for Thor-medlemmer.

Folde: Der er faste hegnspæle, så medbring hegnstråd og husk vandspand. Alle folde og græsarealer skal være ryddet for hestens efterladenskaber og evt. foderrester inden afrejse. Der findes redskaber, og der er møddingsplads i den blå container ved gavlen af ridehuset. Sker dette ikke opkræves 500 kr., hvilket accepteres ved tilmelding. Brug kun den fold du får anvist – ikke den ved siden af eller andre steder. Hestemøg m.m. kan aflæsses i containeren ved indgangen til ridehuset. Hvis du ønsker fold til hingst, vil vi tildele fold uden direkte naboer, husk derfor at oplyse dette ved tilmelding.

Al ophold for heste og deltagere på Thors arealer under træningsstævnet er på eget ansvar og risiko. Laver du eller din hest skade på inventar e.l. bedes du melde det i sekretariatet.

Forplejning: Der er mulighed for at købe øl, vand, kaffe, kage og toast.

Alle deltagere skal være villige til at påtage sig en hjælpertjans – der vil naturligvis blive taget hensyn til hvornår man skal ride. Du skal krydse af på tilmeldingen hvad du foretrækker, så vil vi tilstræbe at få fordelt opgaverne efter ønskerne. Man kan komme til at være hjælper enten før, efter eller indimellem man selv skal ride. 

Kontaktperson: Kathrine Just Andersen, tlf. 61677961, mail: kjandersen@hotmail.com

Vi glæder os til en hyggelig og lærerig dag.

Med venlig hilsen, Thors aktivitetsudvalg

Organizer contact info

Islandshesteklubben Thor



Se arrangørklubben på SPORTI

Thor

Meeting / starting place

Uglestrupgade 9A
4060 Kirke Såby
Danmark Show on map Navigate here