15. - 16. marts 2025
7 ledige pladser
Kursus med Fie Skødt 15. – 16. marts
Kursusbeskrivelse:
Med blik for hestens uddannelse, fysiske og mentale balance samt for rytterens læring har jeg lavet dette kursustilbud.
Et 2-dags kursus, hvor der stilles skarpt på forskellige perspektiver omkring hest og rytter, der tilsammen gør det muligt at arbejde helhedsorienteret med hesten. Jeg vil ved hjælp og kombination af forskellige værktøjer, stille skarpt på de problematikker der gør sig gældende hos hest og rytter. Mine værktøjer er: Kraniosakral behandling af hesten, ridning af hesten samt undervisning. Målet med at inddrage disse forskellige perspektiver sammen er, at de vil indvirke positivt på hinanden og derved udgøre en god helhedsforståelse. Der er flere grunde til at jeg vælger at ride hesten på kurset. Dels er det for selv at kunne mærke hestens balance og påvirke denne positivt, men også for at kunne give ejeren et visuelt billede af hvordan hesten bruger sig under rytter. Det er ikke så tit man har mulighed for at se dette, når man for det meste selv sidder på hesten i det daglige. Kurset afsluttes med en undervisningssession, hvor jeg vil lægge vægt på at guide rytteren til selv at kunne arbejde videre med de centrale tematikker.
Der vil være afsat tid til frokost/kaffe og hygge samt en fælles afrunding den sidste dag, hvor jeg vil tage mig tid til at svare på de spørgsmål der dukker op.
Det er muligt at være med som man ønsker, en, to eller alle tre gange. Der gives en rabat ved at deltage alle tre gange, da jeg gerne vil gøre det fordelagtigt at kunne følge op på arbejdet og derved hjælpe til en god videre proces.
Kursusramme:
1.Dag: 1 time og 15 min i alt
-Ejer viser hesten under rytter
-Kraniosakral behandling af hesten
-Træning (Fie rider hesten)
2.Dag:
-Ejer modtager eneundervisning, 40 min
Hvem kan være med ?:
Kurset henvender sig til ALLE, uafhængig af alder, niveau og træningsform på hest og rytter. Den eneste forudsætning der skal være tilstede er at du er nysgerrig på at lære og gerne vil have nogle nye input til din træning.
Info -Hvad er Kraniosakral terapi?
Kraniosakral terapi er en blid behandlingsform der tager udgangspunkt i hestens kranie, halshvirvler samt afbalancerer hele hestens nervesystem.
Ved en behandling bliver der løsnet op for spændinger omkring nakke, hals og lændehvirvler samt der hvor hesten er spændt i sin muskulatur og i sit bindevæv.
Hvad hjælper behandlingen med?
Behandlingen er gavnlig på flere forskellige områder hos hesten, samt på tværs af de enkelte problematikker, bla. ved:
-Skævheder og muskelspændinger
-Utilfredshed ved tøjlekontakt
-Takt og balanceproblemer
-Problemer med at bruge overlinjen
Hvem er Fie:
Jeg er 38 år og jeg har beskæftiget mig med heste hele mit ungdoms og voksenliv. Jeg har været så heldig at vokse op med interessen for heste, og interessen har gennem årenes løb udviklet sig til en stor passion. Under mit arbejde med heste og ryttere, opdagede jeg, at jeg også havde en generel interesse for feltet vedr. menneskers læring, indlæring og udvikling. Derfor tog jeg en bacheloruddannelse i Uddannelsesvidenskab og en kandidat i Pædagogisk psykologi som grundlag for netop at kunne inddrage denne viden i mit undervisningsarbejde.
Efterfølgende har jeg udbygget med en Kraniosakral terapi uddannelse til heste, da jeg i mit arbejde med hestene, så et stigende behov for at kunne inddrage behandlingsmulighed af hele hestens centralnervesystem, i tråd med hestens øvrige træning.
Erfaring:
Igennem årenes løb har jeg arbejdet for flere anerkendte stutterier og beridere, både i Danmark og på Island, samt drevet selvstændig forretning. Jeg har selv avlet (eller købt mine heste som unge) og efterfølgende uddannet dem hele vejen fra unghest til stævnehest på DM-niveau og til 1.klasses kåringer.
Motivation og værdier: Glæde, lethed og enkelthed er målet
Jeg er drevet af at levere et godt stykke arbejde med hver enkelt hest/rytter jeg arbejder med, uanset niveau. Lysten til at lære og glæde ved hestene driver værket.
Min tilgang til træningen er, at det er min opgave at forstå hvordan jeg griber den enkelte hests træning bedst muligt an, ud fra parametre så som psyke, fysik og gangartsanlæg. Mit udgangspunkt i ridningen, er at uddanne glade og holdbare heste, og derfor bliver den enkelte hests egen balance et centralt omdrejningspunkt og rettesnor for mig i mit arbejde.
Det er ligeledes vigtigt for mig at afkode hvilken tilgang til læring der vil give det bedste udbytte hos den enkelte rytter. Vi lærer alle forskelligt, og kan have brug for forskellige fremgangsmåder til at fremme læring. Derfor er trænings/undervisningsprocessen sjældent ens, men det er netop dét der giver mig glæde og udfordring.
Jeg ved selv hvor stor betydning en god ridetur har for min daglige glæde og livskvalitet. Derfor er det meget meningsfuldt for mig, at kunne få lov til at hjælpe andre mennesker til at opleve glæde og udvikling med deres heste.
Tilmelding via Sporti. Tilmeldingen åbner d. 15. januar kl. 18.00
Pris:
Toppur medlemmer kr.1000,- eksl. Sportigebyr
Ikke-medlemmer kr. 1100,- eksl. Sportigebyr
Rabat hvis du tilmelder dig alle 3 kurser på kr. 500, på det sidste kursus.
Max 7 deltagere
Der er mulighed for at sætte sin hest i spiltov.
Boks kr. 100,- pr. dag- Der er ikke mulighed for overnatning.
Medbring selv mad og drikkevare til dig selv og hø/foder til hesten
Har du spørgsmål så kontakt Fie på mail: Linesofie1@hotmail.com eller på SMS/tlf. 2613 3155
Islandshesteklubben Toppur
Hos Claus Brokholm
Tidselbjergvej 2
8881 Thorsø
Danmark
Vis på kort
Navigér hertil