ASKA: Voksenridelejr på Sletten

14. - 16. august 2026

ASKA inviterer til Voksenridelejr på Sletten.

Fredag d. 14. - søndag d. 16. august 2026.

Klar til at slippe din indre viking løs?

Vi rider i skovene ved Sletten som ikke bare er en tur i naturen – “det er en rejse tilbage til vikingetiden”! Undervejs sniger vi os gennem skov og åbne områder, hvor man næsten forventer at møde en vikingelejr bag næste bakke.

Tag modet med, spænd “hjelmen” (eller ridehjelmen ), og vær klar på grin, gode historier og en tur fyldt med vild natur og ægte vikingestemning! Skal du med på togt?

Vi skal bo i Lejrbase Bøgebjerg (8 personers hytter) med eget toilet og bad. Vi hjælpes ad med at lave mad. Hestene bor på fold næsten lige i baghaven. Solfangere på hytterne sørger for, at vi har varmt vand og mad tilberedes på gasblus, brændekomfur eller bål.

I år har vi igen allieret os med en lokal islænderrytter som guide, der kender området rigtig godt og tilpasser turen til flokken.

Programmet vil være:

Fredag:
Vi mødes fredag eftermiddag, rider en skøn tur i området. Når vi kommer retur får vi noget dejlig mad og hygger. Turen er ca. 12-14 km.

Hestene installeres på folde, som vi selv sætter op indenfor et hegnet område. Medbring selv hegnsmateriale, spand til vand og wrap.

Lørdag: Vi spiser en dejlig morgenmad og smører madpakker.
Ruten i dag er ca. 22 km. Vi tager madpakker med, holder gode pauser undervejs og tager os god tid – vi har hele dagen.
Vi forventer at være tilbage ved lejren sidst på eftermiddagen til kaffe og kage.
Lørdag aften hygger vi os med festmiddag, gode grin, hestesnak og aftenhygge.

Søndag: Efter en tidlig morgenmad og madpakkesmøring, rydder vi op i lejren og rider afsted på en mindre tur på ca. 10-12 km. Vi forventer at dagen slutter kl.ca. 14.

Priser er ekskl. Sporti gebyr:
Pris for medlemmer (+18 år): 1.550,00
Ikke-medlemmer (+18 år): 1.750,00
Pris er inkl. overnatning, fold, alle måltider fra fredag til søndag. Medbring selv drikkevarer til hele turen.

Noter i bemærkninger til arrangør, hvis du har nogle fødevareallergier/-intolerancer.

Vi forbeholder os ret til at ændre i programmet afhængig af vind og vejr og udefrakommende faktorer, samt til at aflyse turen ved for få deltagere.

Husk, vi medbringer kun raske heste, der er i god form, og som kan klare bakket terræn og mange km.
Hesten skal være fyldt 6 år.

Rytteren skal være hestekyndig og skal kunne håndtere egen hest i en større flok i varierende tempo.
Rytteren skal være fyldt 18 år.

Tilmelding er bindende, men man må gerne sælge sin plads til en ny turrytter, blot giv besked til ASKA på feyling_ridning@hotmail.com med besked om, hvem der overtager. Sidste frist for tilmelding er torsdag d. 2. juli 2026.

Der er plads til 20 skønne turentusiaster på denne voksenridelejr.

Vi sender nærmere information i deltagerbrevet.

Vi glæder os helt vildt til nogle hyggelige dage.

ASKA Turudvalg

Arrangørens kontaktinfo

ASKA



Se arrangørklubben på SPORTI

ASKA

Mødested/startsted

Lejrbase Bøgebjerg
Bøgebjergvej 6
8680 Ry
Danmark Vis på kort Navigér hertil