Geysir Masters 2013

7. - 8. september 2013

Lokalklubben Geysir vil gerne invitere alle til et åbent stævne ”Geysir Masters”. Stævnet afvikles den 07. og 08. september 2013 på Islandshestecentret Hedeland, Stærkendevej 226a, 2640 Hedehusene på 250 meter ovalbane.

Stævnet er for alle, dvs. for både børn og unge i alderen 6 - 21 år (født i 1992 og til og med 2007) samt voksne.

Stævnet har Dansk Rangliste (DRL) status, dvs. udtagelsesresultater tæller til DRL (sport B). Desuden tæller resultaterne til ISHESTELIGAEN (se tilmeldingsregler på www.thor-klubben.dk).

Du kan tilmelde dig i følgende klasser:
• 4.2 – 4.3 – 4.5
• 5.2
• T.3 – T.4 - T.5 – T.8
(Klasserne er beskrevet på side 4-6)

Finaler
Der afholdes samlede udtagelsesrunder og finaler.

Der afholdes B-finaler i klasser med mere end 15 deltagere; evt. klasser uden B-finaler rides med 6 deltagere i A-finalen. Ved mindre end 5 tilmeldte forbeholder vi os ret til at afvikle en klasse som direkte finale.

Der uddeles sløjfer til A-finaledeltagerne i hver klasse. Geysir Master er den i hver klasse, som er det bedst placerede Geysir-medlem.

Dommere:
Vi glæder os til at se følgende dommere:
Charlotte Helsø
Thor Hansen
Stine Nielsen
Annette Kaas
Trille Kjeldsen

Regler
Der rides efter det på tidspunktet gældende reglement.

Der rides maks. 3 deltagere på banen ad gangen; dog ved 1-2 heat per klasse tillades 4 deltagere ad gangen.

Ret til ændringer forbeholdes ved for få tilmeldte i en klasse.

Tidspunkt
Stævnet starter lørdag, den 07. september kl. 09.00 og slutter ca. kl. 17.00. Tjek-in kan ske lørdag morgen i tidsrummet kl. 07.30 til 09.00.

Om søndagen, hvor der afholdes finaler, starter vi kl. 09.00, og vi forventer, at stævnet slutter ca. kl. 16.30.

En vejledende tidsplan sendes til deltagerne senest den 06. september 2013 pr mail.

Tilmelding & pris
Det maksimale deltagerantal er 80 ekvipager. Der kan tilmeldes flere heste pr. rytter, men ved venteliste vil det kun være muligt at starte en hest pr rytter. Tilmelding foregår efter først til mølle princippet.

Deltagerbetalingen består af et grundbeløb på 200 kr. som inkluderer fold. Dertil betales 175 kr. per tilmeldte klasse + betalingsgebyr til SPORTI (www.sporti.dk). Anden betalingsmåde kan desværre ikke anvendes.

En enkeltboks kan lejes for 200 kr. (man skal selv sørge for strøelse og at få ryddet op/muget ud). Det er kun tilladt at bruge den anviste fold/boks; og der må ikke opsættes egne folde. Det koster 500 kr., hvis man forlader sin boks eller fold uden at den er pænt ryddet.

Når tilmelding er udført via SPORTI og beløbet er overført, er tilmeldingen bindende. Det vil desværre ikke være muligt at få indbetalte penge tilbage ved framelding - medmindre der er venteliste, således at pladsen kan fyldes op af en anden rytter. Ønsker man alligevel at framelde sin hest, bedes I kontakte Annie Rasch snarest muligt.

Ved tilmelding via SPORTI skal man påtage sig en hjælpetjans under stævnet (det kan være f.eks. dommersekretær, ledvogter, indpisker, hjælper til sekretariatet m.m.). Hvis man er forhindret i at hjælpe, skal man selv sørge for en afløser. På denne måde vil vi gerne sikre os et gnidningsfrit forløb, som vil komme alle til gode.

Tilmeldingen åbner 15. august 2013 kl. 18.00 og lukker ved 80 deltagere, dog senest 01. september 2013 kl. 18.00.

Er der ikke flere pladser i de klasser, som du ønsker at ride, kan du tilmelde dig ventelisten ved at sende en e-mail til Julie Clauding.

Vi vil umiddelbart efter den 01. september 2013 fordele de sidste pladser til dem, der står på venteliste. De vil blive fordelt efter hvilke klasser man ønsker at ride. Ændringer skal ske senest 01. september 2013 kl. 18.00. Der kan herefter ikke ændres i tilmeldingen (klasser, rytter eller volte).

Klasserækkefølgen og program med praktiske oplysninger sendes ud til den ved tilmelding oplyste e-mail-adresse samt offentliggøres på Geysirs hjemmeside (www.geysirnyt.dk) senest fredag den 06. september 2013.

Dette er også vigtigt
Husk gyldigt vaccinationskort (jf. de på tidspunktet gældende regler) eller DI stævnepas, en udfyldt tro- og loveerklæring og rytterlicens for 2013. Bemærk, at du skal have købt licens før du kan tilmelde dig via Sporti. Vær venligst opmærksom på, at man ikke kan komme til start, hvis tingene ikke er i orden.

Husk, 5 års heste må starte i følgende klasser: 4.5, 4.3, T.8, T.5, og må maks. rides 2 gange per dag.

Vi regner med, at det vil være muligt at købe mad og drikkevarer, så behøver I ikke komme sultne fra stævnet.

Overnatning er muligt på anvist plads i enten eget telt eller campingvogn og sker på eget ansvar.

Rytterfest
Deltagerne er meget velkomne til at holde fest lørdag aften på eget initiativ og ansvar. Måske lykkes det os at få arrangeret en fest, hvis der melder sig nogen, der vil stå for det. Under alle omstændigheder bedes I efterlade stævnepladsen i pæn og ordentlig stand; dvs. I skal rydde op efter festen.

Vi glæder os meget til at se jer og håber på et rigtig hyggeligt stævne.

De bedste hilsner
Stævne- og juniorudvalget i Geysir

Kontaktpersoner:
Annie Rasch, tlf. 26 19 57 50, e-mail: annie_rasch@hotmail.com
Julie Clauding, tlf. 50 56 31 05, e-mail: juliehetja@hotmail.com
Olaf Markschat, tlf. 20 15 63 72, e-mail: omarksch@hotmail.com

 

Arrangørens kontaktinfo

Geysir



Se arrangørklubben på SPORTI

Geysir

Mødested/startsted

Islandshestecentret Hedeland
Stærkendevej 226 a
4000 Roskilde
Danmark Vis på kort Navigér hertil