Toppur's Mandø-tur

21. - 23. august 2009

Tilmeldingen er lukket da maks. deltagerantallet på 30 er nået. Kontakt Steen@toppur.dk om at komme på venteliste.

Vi gentager sidste års succestur til Mandø. Vores turguide fra sidste år, Peter Frederiksen, har også i år stillet sig til rådighed. Vi mødes fredag sidst på dagen, hvor bilerne parkeres og vort gods omlades i én bil, der fragter det over til Mandø-Centret, hvor vi skal sove i sovesal, dog er der 2 2-sengsrum, der kan bookes hos Steen mod særskilt betaling.

Vi mødes senest kl. 19.00, hvor vi spiser vor medbragte mad, da det ellers bliver meget sent inden vi kan komme til at spise aftensmad. Vi sadler op og rider ca. kl. 20.00 ad den gamle ebbevej over havbunden til Mandø, hvor hestene sættes på fold og vi indkvarteres. Dagen sluttes af med fælles kaffe-/tebord, hvor der orienteres om programmet for resten af turen.

Efter fælles morgenmad lørdag morgen sadler vi op og rider ud på Koresand, den store sandbanke sydvest for Mandø. Man får klart en fornemmelse af ørken, hvor luftspejlinger og sandflugt ikke er usædvanligt Vi inddeler os i hold efter ønsket ridetempo og vi samles ude ved sælreservatet, hvor det er svært at blive klog på, hvem der er i lurerens rolle. Herefter rider vi tilbage til Mandø og spiser fælles frokost, hvorefter resten af eftermiddagen er til almindelig hygge og evt. en spadseretur rundt på øen. Aftensmadholdet tilbereder turens gallamiddag.

Efter fælles morgenmad søndag pakker vi, rydder op og sadler op. Rideturen går vestud gennem klitterne, ned på stranden og nord om øen, indtil vi på østsiden genfinder ebbevejen og rider over til vore biler. Her giver vi hestene et hvil i en hurtigt opsat fold og slutter af med at spise frokost - rettet an af madresterne fra vore måltider. Endelig tager vi en tårevædet afsked og drager atter hjem.

Når tilmeldingerne er i hus udsendes en informationsskrivelse, der indeholder alle relevante oplysninger om turen. Heri vil vi ligeledes opdele jer i hold, der får ansvaret for de forskellige måltider.

En forudsætning for fællestransporten er, at der mindst melder sig 5. Fællestransporten har i alt plads til 10 heste.

Antal deltagere er begrænset til 30 efter princippet først til mølle. Der er forlods reserveret 10 pladser til ekvipager, hvor hesten skal med fællestransport.

Arrangørens kontaktinfo

Toppur



Se arrangørklubben på SPORTI

Islandshesteklubben Toppur

Mødested/startsted

Mandøvej
6760 Ribe
Danmark Vis på kort Navigér hertil


Nærmere præcisering: P-plads på stranden, Mandøvej, vest for Vester Vedsted