Team Unge Camp DM 2020

30. juni - 5. juli 2020

9 tilmeldte, 3 ledige pladser

Velkommen til Team Unge Camp for unge frivillige til DM 2020!

Igen i år afholder vi Team Unge Camp for børn og unge til Danmarksmesterskaberne 2020 på Hedeland i dagene d. 30/6 – 5/7. Seks fede dage fyldt med frivilligt arbejde, heste og hygge med et hestetosset folkefærd. Der er også plads til dig som skal ride DM - vi lægger en plan, som tager højde for dine starter!

Team Unge Camp er en gruppe af 12 frivillige børn og unge i alderen 11-17 år, der har lyst til at hjælpe til ét af Danmarks største stævner for islandske heste – i år på Hedeland. Teamet er ét af de mange teams i hjælpergruppen, der bl.a. har arbejdsopgaver som ledvogtere, indpiskere, samle skrald, hjælpe med forplejning, salg og at holde pladsen ren og pæn under hele DM.

Camp’en har sin egen plads på campingpladsen, hvor der er mulighed for at opholde sig, hygge sig i pauserne, hænge ud med hinanden, holde teammøde eller måske spille bold.

Som en del af Team Unge Camp får du: forplejning alle seks dage, plads i camp’en (i eget telt eller campingvogn) og hjælpertøj.

For at være en del af Team Unge Camp er det vigtigt at du:

  • Har været hjælper til stævner før
  • Har været ledvogter før
  • Kan arbejde sammen med andre
  • Deltager i teammøderne
  • Bor i Camp’en i telt eller campingvogn
  • Har godt humør og elsker at hjælpe 

Hjælpertjanserne vil være omkring 3-5 timer om dagen og det er derfor vigtigt, at man ud over vagterne selv kan få tiden til at gå på pladsen, da dagene er lange og stævnet er i gang fra morgen til aften. Vi holder som udgangspunkt teammøde morgen og aften, og ellers vil deltagerne have vagter i løbet af dagen. Campingbilletten i camp’en er kun for deltagere i camp’en, hvilket betyder, at familiemedlemmer og/eller bekendte ikke kan benytte sig af deltagernes campingbillet på pladsen. 

Pladserne er knappe på campingpladsen, så kender du nogen af de andre deltagere eller ønsker at lære nogle nye at kende? Så anbefaler vi, at deltagerne går sammen om sovepladserne i telt eller campingvogn, så alle kan være i camp’en.

Så har du lyst til at indgå i det fedeste team, få nye venner for livet og opleve DM 2020 helt tæt på, så tøv ikke med at melde dig til. Selvom du skal deltage som rytter eller ej, er der plads til alle og vi sørger for, at der er tid til både stævne, hygge og vagter.

Tilmelding til Team Unge Camp 2020 foregår via SPORTI og vil være efter først-til-mølle-princippet. Tilmeldingen åbner d. 1/4 kl. 20.00 og lukker d. 1/5 kl. 20.00. Tilmelding er naturligvis gratis.

Maks deltagerantal er 12 og der vil blive oprettet en venteliste. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive en mail til Camilla Lindhard på camilla-lindhard@hotmail.com der er teamleder for Team Unge Camp.

Arrangørens kontaktinfo

Dansk Islandshesteforening


Mødested/startsted

Islandshestecentret Hedeland
Stærkendevej 226 a
2640 Hedehusene
Danmark Vis på kort Navigér hertil