Isafold: Kratluskerstævne

Lørdag den 12. juni 2021

6 tilmeldte, 34 ledige pladser

Isafold inviterer til kratluskerstævne i terrænnet omkring Isafold.

Elsker dig og din hest at tølte på skovstierne, så kom og vær med til at vise gangarterne i terrænet. Stævnet er et hyggestævne og kræver ikke rytterlicens.

Kratluskerstævnet foregår i naturen, hvor man rider en afmærket rute. Langs ruten sidder der dommere – de såkaldte kratluskere – som bedømmer gangarter på markerede strækninger. På ruten er der opstillet markeringer, som viser, hvornår man er under bedømmelse, og hvilken gangart man skal vise. Ruten er max. 8 km. Der er en individuel klasse, en hold-klasse (max 3) og en junior-klasse for ryttere under 16 år. Dommerne vil være erfarne ryttere og kompetente bedømmere.

I alle klasser skal der vises skridt, tølt, trav og en valgfri gangart. Bedømmelsen sker ud fra kvaliteten af gangarten samt det generelle indtryk af samspillet mellem hest og rytter. Tempoet er valgfrit på hele ruten (også under bedømmelse) og tiden er ikke en faktor, der med regnes i resultatet. Rytterne/holdene sendes afsted med 5 min. mellemrum, det er tilladt at overhale hinanden, dog ikke i zoner med bedømte opgavedele - bagfra kommende ryttere må vente til zonen er fri. Ekvipagerne på hold følges på ruten, men skal ride enkeltvis på de strækninger, hvor der bedømmes. OBS: Hvis du ønsker at ride på hold noteres i kommentar på tilmeldingen hvem du rider sammen med.

Når alle ryttere er i mål, vil der være præmieoverrækkelse, der er rosetter til 1,2, og 3 plads i hver klasse.

Stævnet starter kl. 8.00 og slutter ca. kl. 16.
Max. deltagerantal 40 ekvipager. Tilmeldingen er bindende og gebyr gives kun retur ved fremvisning af dyrlæge/lægeerklæring. Arrangementet aflyses ved under 15 tilmeldte. Tidsplan og startlister sendes ud på mail 3 dage inden stævnet.

Stævnet er et hyggestævne og kræver ikke rytterlicens, men der skal medbringes tro- og loveerklæring og vises pas og hesten skal blot være vaccineret efter de gamle regler.

Pris: Medlemmer af Isafold kr. 150
Ikke medlem af Isafold kr. 250
ekskl. SPORTI administrationsgebyr.

Der kan bestilles lækre hjemmelavede sandwich og 1 øl/vand for 50 kr. Der sælges kage, slik, frugt og drikkevarer under stævnet. Kaffe og the er gratis.

Der er ikke krav om at have en hjælper med, men vi får brug for dommersekretærer, så skriv gerne hvis du har mulighed for at have en hjælper med.

Hesten kan bindes til faste bomme eller til traileren. Der er også mulighed for at stille fold op til din hest, du skal selv medbringe foldmateriale og strøm. Der skal renses grundigt inden pladsen forlades.

Vi følger selvfølgelig de anbefalede corona restriktioner. Sidste frist for tilmelding d. 1.6.2021

Vi glæder os til at se jer til en hyggelig dag i terrænet.

Arrangørens kontaktinfo

Isafold



Se arrangørklubben på SPORTI

Isafold

Mødested/startsted

Tistedvej 3
9510 Arden
Danmark Vis på kort Navigér hertil