Gletta: Katrinedaltur 2022

14. - 16. oktober 2022

50 tilmeldte

Gletta inviterer igen på efterårstur i Katrinedal. Bakke op og ned, Velling Skov, Snabeigelsø, Hundsø, Vrads Sande, omkranset af og iklædt efterårets farver. En dejlig tur for heste og ryttere i alle aldre! Hesten skal være i form, da der er mange bakker! 

Mødested: Katrinedal Vandrerhjem, Vellingvej 53, 8654 Bryrup.

Tidspunkt: Fredag d. 14/10 fra kl. 15.00 (ikke før).

Fredag er der ridetur på egen hånd og ikke organiserede ture. Alle medbringer aftensmad til fælles tag-selv-bord.

Lørdag rides i grupper á 8-10 ryttere, afgang kl. 10.00. Frokosten bliver kørt ud og er inkl. en øl eller vand. Lørdagsturen er ca. 25 km.

Søndag er rideturen lidt kortere og holdene muligvis lidt større. Frokosten indtages på vandrerhjemmet, inden vi pakker sammen og tager hjem.

På rideholdene rides mest trav/tölt og skridt. Der er plads til en galop, for de der har lyst og hvor terrænet egner sig. Generelt rides et moderat til frisk tempo med hensyntagen til hinanden. Den enkelte forrytter afgør tempoet, hvilke veje turen går, om der må overhales osv. Alle skal have en god tur! Også i år vil der være et hold hvor der rides i et moderat tempo. Det er for unge heste og/eller ryttere der gerne vil ride roligt.

Hestene overnatter på fællesfold, der kan opstilles separate folde hvis man selv medbringer hegn og pæle og alle bedes medbringe hø/wrap til hestenes fælles fornøjelse.

Rytterne overnatter på vandrerhjemmet i 4-6 sengsrum, eller er man hurtig og samtidig betaler 200.-kr. ekstra (pr. værelse), i dobbeltværelse. Der forefindes dyner og puder, det er dog vigtigt selv at huske linned.

Da der er nedgang i antallet af sengepladser på vandrerhjemmet, vil der være 13 pladser til nogle som ikke overnatter på vandrerhjemmet. Her er der et afslag på 150,- kr.

Der er ikke betjening på vandrerhjemmet, så alle må regne med at få en lille praktisk tjans i løbet af weekenden. Ligeledes bedes man om at rydde og feje/støvsuge værelserne inden afrejse.

Huskeliste:

  • Hest i god form, der er MANGE bakker.
  • Sengelinned
  • Drikkevarer, vin, vand, øl
  • Mad til fælles tag-selv-bord, fredag aften.
  • Kraftfoder til hesten
  •  Wrap eller hø til at lægge ud på foldene

Grundprisen for en hest/rytter: 800.-kr. (Dækker: leje af fold, 2 x overnatning på vandrerhjemmet, lørdag: morgenmad, frokost og aftensmad samt søndag: morgenmad og frokost).

”Dobbeltværelse” (ekstra): 200,- kr.

”Minus overnatning”, afslag på 150,- kr.

Hvis vi får ledige pladser, sælges disse til supperyttere til en pris á kr. 250,- for aftensmad lørdag.

Er du junior, i dette tilfælde under 16 år, kan du komme med til halv pris.

Ting man må og ikke må på Katrinedalsturen: Man må gerne tage hensyn til skovvejene og nyde synet af de smukke søer vi passerer på turen, men man må ikke ride ud i søerne, eller ride ned til søbredderne. Man må ikke have hund med på vandrehjemmet, eller fodre med hø på vandrehjemmets gårdsplads.

Er der noget du er i tvivl om, ring til Charlotte Hallstrøm: 86836350, Marianne Høj Andersen: 22311958, Ole Nygaard: 23454904 eller Belinda Turner: 28 79 16 61.

Vi glæder os til at se nye som gamle deltagere på denne tur.

Arrangørens kontaktinfo

Gletta



Se arrangørklubben på SPORTI

Gletta

Mødested/startsted

Katrinedal Vandrerhjem
Vellingvej 53
8654 Bryrup
Danmark Vis på kort Navigér hertil