Hrimnir: Kratlusker 2026

Lørdag den 26. september 2026

Den 26. september 2026 inviterer Hrimnir igen til vores populære Kratlusker-stævne i Vestskoven.

Stævnet er et hyggestævne, som ikke kræver rytterlicens.

Kratlusker-stævnet foregår i naturen, hvor man rider en afmærket rute i skoven. Langs ruten sidder der i alt fem dommere – de såkaldte kratluskere – som bedømmer hestenes gangarter på markerede strækninger. På ruten er der opstillet markeringer, som i god tid viser, hvornår man er under bedømmelse, og hvilken gangart man skal vise.

Der vil være fem gangartsvisninger undervejs, som rides i valgfrit tempo: skridt, trav, tølt, galop og valgfri gangart - rækkefølgen afsløres først undervejs.

Ruten vil være mellem 7-10 km. (Nærmere info om rute mm tilsendes på mail til deltagerne senest den 15.9.2026.

Det er muligt at ride alene eller i en gruppe på to ekvipager. Rider man to sammen, skal der under gangarter rides på række, så dommeren kan bedømme begge ekvipager. Ved tilmelding krydser man af, om man rider sammen med en anden rytter og opgiver navnet på makkeren.

Ekvipagerne bedømmes individuelt, selv om man rider med makker. Når alle ryttere er i mål, vil der være præmieoverrækkelse og frokost.

I år har vi som noget nyt også valgt at gennemføre en separat præmieoverrækkelse for unge kratlusker-ryttere (til og med 21 år). Det er udover den sædvanlige præmieoverrækkelse.

Det praktiske:
Stævnet afvikles ved Albertlund Stadion, Skallerne 14, 2620 Albertslund, hvor der er adgang til toilet og vand.

Man medbringer selv foldgrej og sætter sin fold op på plænen over for kirken - efter anvisning.

Husk vandbalje og greb, så du kan rydde op efter din hest.

Hvis du kommer med trailer, bedes du krydse dette af ved tilmelding.

Anvisning af trailerparkering bliver sendt ud op til stævnet sammen med kort, der viser, hvor man må sætte fold op.

Frokost mm.
Helle Brønnum alias MOR B's Kratlusker Café trakterer med

  • sandwich med:
    1) kylling, 2) tunsalat, 3) vegetar
  • cheesecake i glas

Dette bestilles ved tilmelding.

Derudover kan du købe på stedet:

  • vand, sodavand, 0% øl
  • kaffe lavet på Trangia-kratlusker-vis

Evt overskud går til Hrimnir.

Priser:
Hrimnir Vestskoven medlemmer:

  • Alder til og med 25 år & fra 66 år: 200 kr/person
  • Alder 26-64 år: 300 kr/person

Deltagere uden Hrimnir Vestskoven medlemskab: 400 kr./person

Tilmelding:
Tilmelding foregår på Sporti

Max antal deltagere 40

Tilmelding medlemmer åbner 15. juni 2026 kl 20.00
Tilmelding for ikke-medlemmer åbner 15. august 2026 klokken 20.00

Tilmelding slut 12. september kl 23.59

Ændringer og venteliste:
Det vil ikke være muligt at ændre på equipagens sammensætning efter tilmeldingsfristens udløb 12. september. Allerede udstedte billetter kan ikke sælges videre til andre ryttere. Ved forfald kontaktes arrangøren, da der vil blive oprettet venteliste.

Vi glæder os til at se dig til årets hyggeligste islænderstævne!

Vh Kratluskerudvalget
Nanett, Ilse, Susanne, Marie og Vibeke

Arrangørens kontaktinfo

Hrimnir Vestskoven / Vibeke Gravlund



Se arrangørklubben på SPORTI

Hrimnir Vestskoven

Mødested/startsted

Albertslund Stadion
Skallerne 14
2620 Albertslund
Danmark Vis på kort Navigér hertil